Skovejerne: Rigtig god afgørelse fra Stormrådet

Skrevet af admin

16/01/2014

Mest læste i dag

- Jeg sidder med hænderne i vejret lige nu, siger Jan Søndergaard, direktør for Dansk Skovforening.

Stormrådet har torsdag besluttet, at stormfaldsordningen skal træde i kraft, så skovejere landet over kan få erstatning fra deres forsikringsselskaber for væltede træer under de to storme 28. oktober og 5. december sidste år.

- Det var en rigtig god nyhed, siger direktøren.

2013 blev det femteværste stormår for skovejerne.

Over en million kubikmeter træ i private og kommunale skove væltede omkuld i de to storme.

- Nu kan de stormramte skovejere gå til deres forsikringsselskab og få udbetalt en sum penge, så de kan få råd til at gå i gang det oprydningsarbejde, der forestår de kommende måneder, siger Jan Søndergaard.

Direktøren understreger, at han er meget tilfreds med, at også ejerne til de skove, der blev væltet af den første storm, stormen Allan, kan få erstatning.

De to storme har tilsammen givet et tab på knap 300 millioner kroner, har Dansk Skovforening beregnet.

Afgørelsen betyder ikke kun, at skovejerne kan få ryddet op. Til foråret kommer Stormrådets beslutning til at få afgørende betydning, siger Jan Søndergaard.

- Til foråret skal skovejerne genplante, og det koster rigtig mange penge, siger han.

- Skovejerne har lidt et stort tab, og de ville have været nødt til at plante det billigste, typisk nåletræer. Men det er ikke nødvendigvis de skove, hverken skovejerne eller resten af Danmark helst vil have, fortsætter han.

Nu kan skovejerne søge om erstatning for de omkostninger, de får, når de planter ny skov.

- Det er rigtigt vigtigt for os alle sammen. Vi vil jo gerne have varierede skove med et højt naturindhold, med egetræer og bøgetræer, siger Jan Søndergaard.

/ritzau/