Skovparken starter kampagne for bedre ry

Skrevet af Elo Christoffersen

31/10/2012

Dagens topnyheder

 

I Skovparken mener flere beboere, at ghettostemplet skaber unødvendige fordomme om deres kvarter og fjerner fokus fra Skovparkens positive sider. For at ændre på det billede, begynder kampagnen Ghettoblasters d. 1. november, hvor folk fra Skovparken giver deres eget bud på deres nabolag. De håber på at lokke andre koldingensere til at også at blive ghettoblasters, der deler viden i stedet for fordomme om Skovparken.

- Det er på tide, at vi som beboere viser, hvem vi er. Der er både udfordringer og mange positive livshistorier og udvikling her, og det kan ordet ghetto overhovedet ikke dække over. Vi er trætte af det, og vi vil videre i diskussionen, siger Anni Damgaard, der er formand for Skovparken.

Tankegangen er simpel. Alle folk kan melde sig som ghettoblaster ved at følge kampagnen på Facebook eller tilmelde sig nyhedsbrevet.  De modtager én historie fra Skovparken om måneden, som de kan dele med deres venner, kollegaer og studiekammerater.

Kendte koldingensere støtter kampagnen

Skovparken har fået flere kendte koldingensere til at hjælpe med at dele historierne fra kvarteret. Både borgmester Jørn Pedersen, rektor for Designskolen Kolding Elsebeth Gerner Nielsen og håndboldspiller Lasse Boesen har meldt sig som ghettoblasters.

- Skovparken er egentlig et sted, hvor imaget er dårligere end stedet. Der er et kæmpe lokalt engagement, og det er kun godt, at det bliver fortalt med denne kampagne, siger Lasse Boesen til Ghettoblasters hjemmeside, hvor de andre kendte koldingensere også fortæller, hvorfor de har valgt at støtte op om kampagnen.

For Anni Damgaard handler det om, at folk i Kolding får ny viden om Skovparken, så de får rokket lidt ved deres fordomme om kvarteret.

Du kan se mere på www.ghettoblasters.dk eller på Facebook.