Skråtobak overlever, mentolsmøger udfases

»I Danmark havde vi gerne set at mentolcigaretter undtaget fra et forbud mod aromastoffer i cigaretter. Det er vi ikke kommet i mål med, men vi har været med til at sikre en langsom indfasning, så et totalt forbud ikke træder i kraft før om tidligst fem år,« siger Astrid Krag (SF) i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Mentolcigaretterne kan første ryge ud af handlen om fem år, fordi selve direktivet først skal indføres i de enkelte EU-lande.

Sundhedsministeren forklarer, at der er blevet brugt kræfter på at undtage nogle af de mere traditionelle tobaksprodukter fra nye forbud.

»Det betyder, at - selvom jeg ikke vil anbefale det - så man kan fortsætte med bruge traditionelle produkter som cigarer og tyggetobak som hidtil. Det er ikke fordi, at de produkter ikke er skadelige, men et generelt forbud rettet mod lige præcis de produkter, som jo har været kendte i generationer, mener jeg ikke, er den rigtige vej til at nedbringe brugen af tobaksvarer«.

Lægeforeningen så gerne, at direktivet blev mere restriktivt, og foreningens formand, Mads Koch Hansen, stiller sig især uforstående over for den danske sundhedsministers holdning til mentolcigaretter.

»At støtte, at det fortsat skal være lovligt at tilsætte mentol til tobak, er et alvorligt svigt af rygerne - og det har social slagside,« siger han.

Direktivet sikrer også, at tobaksindustrien ikke må tilsætte smagsstoffer såsom vanilje, jordbær og lakrids i tobaksvarer, som ifølge eksperter specielt lokker unge ud i den sundhedsskadelige vane.

Beslutningen kommer efter et større tovtrækkeri mellem på den ene side Polen, Bulgarien, Rumænien, Slovakiet og Tjekkiet, der alle har valgt at stemme mod direktivet. Flere østeuropæiske lande har stadig forholdsvis mange rygere.

Inden direktivet kan træde i kraft skal det gennem Europaparlamentet. Vedtages det der, skal det indføres i medlemslandenes egen lovgivning.

Dagens Gossip