Skrab bilen fri af frost og sne - eller sig hej til kæmpebøde og farvel til kørekortet

Skrevet af Ninna Andreasen

19/01/2016

Mest læste i dag

Et særligt ucharmerende træk ved vinteren er, at bilen er dækket af sne og is om morgenen. Især når man har travlt og er kommet for sent ud af døren.

Men det er ikke blot irriterende og farligt kun at skrabe det værste væk. Det kan også blive frygtlig dyrt, skriver DR Midt og Vest.

- Man bliver jo stoppet og kører ikke videre, før man har skrabet bilen ordentligt ren. Man vil også kunne se frem til et bødeforlæg på 4.500 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet, så det er en alvorlig forseelse, siger lederen af færdselspolitiet i Midt- og Vestjylland, Henrik Glintborg.

Han fremhæver to gyldne regler for trafikanter: Se og bliv set.

Derfor bør man, hvis man er fodgænger, huske reflekser. Cyklister skal huske at tænde cykellygterne, og bilister bør dels huske at skrabe bilen fri, så de kan se ud af ruderne, og derudover tænde baglygterne og bruge tågelygterne korrekt.

Læs også: Slut med at skrabe: Sådan fjerner du is på forruden på få sekunder

Henrik Glintborg understreger, at det ikke er nok at skrabe ruderne fri, før man kører af sted i bilen.

Også lygter, nummerplader og spejle skal være fri for is og sne - ligesom taget skal være ryddet, så bilisten bagved ikke får det i forruden.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: