Skræmmende Portugal leger sig i finalen ved U21-EM

Uanset om det bliver Danmark eller Sverige, der lørdag aften kvalificerer sig til EM-finalen for U21-landshold, kommer holdet til at gå ind til slutkampen som stærkt undertippet.

Anderledes kan det ikke være, efter at Portugal i lørdagens første semifinale leverede en magtdemonstration og smadrede guldfavoritten Tyskland med 5-0 i en chokerende ensidig kamp i Olomouc.

Tyskerne, der i den indledende runde vandt 3-0 over Danmark, fik ikke et ben til jorden og blev regulært udspillet af de portugisiske talenter.

Flere af sydeuropæernes mål var smukt gennemspillet, og det neutrale publikum på stadion i den tjekkiske provinsby havde en fest, mens det tyske hold blev skilt ad efter alle kunstens regler.

At Portugals landstræner, Rui Jorge, allerede efter 50 minutters spil hev sit måske allerbedste kort, spilfordeleren Bernardo Silva, ud af kampen for at spare på kræfterne, vidner lidt om, hvor sejrssikre portugiserne følte sig.

Netop Bernardo Silva åbnede scoringen efter midt i første halvleg, da han afsluttede nogle kvikke kombinationer med at høvle bolden ind ved nærmeste stolpe bag Marc-André ter Stegen i det tyske mål.

Det blev indledningen til frygtelige 20 minutter for tyskerne, som indkasserede to mål yderligere i første halvlegs sidste halvdel og aldrig formåede at rejse sig igen.

Især den tredje portugisiske scoring var flot, da Ivan Cavaleiro sendte bolden op i målhjørnet fra kanten af feltet i en situation, hvor det tyske forsvar var helt udspillet.

Den tyske træner, Horst Hrubesch, havde nok at tage fat på i pausen, men uanset hvad han sagde til sine spillere, blev det nulstillet blot 45 sekunder efter sidebyttet.

João Marios langskud fik en så tung afretning, at ter Stegen var chanceløs, og målet vidnede om, at Portugal oven i den enorme dominans også havde forpagtet heldet.

Da Ricardo Horta med sit andet mål gjorde det til 5-0 med 20 minutter tilbage, begyndte det at ligne den udradering, som det tyske A-landshold sidste sommer udsatte Brasilien for i semifinalen ved VM.

Nu slap tyskerne trods alt for en 1-7-ydmygelse, men dukkerten i Olomouc var slem nok i sig selv.

Portugal kan til gengæld gå ind til tirsdagens finale med selvtilliden struttende fra top til tå.

Det bliver portugisernes anden finaledeltagelse i U21-EM's historie. Første gang var i 1994, da generationen med Luis Figo, Rui Costa og João Pinto tabte med 0-1 til Italien.

/ritzau/

Dagens Gossip