Skraldebils-drab kan koste Københavns Kommune dyrt

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

En slidt og ulovlig el-skraldebil var skyld i, at en amerikansk turist døde på Strøget efter kun få timer i København.

Sådan lyder anklagen mod Københavns Kommune og en af kommunens medarbejdere. Og anklager Charlotte Møgelhøj har krævet bødestraf til begge parter, der er tiltalt for uagtsomt manddrab og overtrædelse af færdselsloven.

Derudover har familien til den dræbte også krævet erstatning.

- De har stået for at få ham hjem og har haft udgifter til begravelsen, receptionen, lejligheden og regninger. Det giver et samlet krav på lidt over 200.000 kroner, siger Søren Kroer, bistandsadvokat for familien, og uddyber:

- Familien har fået 70.000 kroner i skøn fra forsikringen på skraldebilen, så vi kommer nu med et restkrav på 152.973 kroner.

Den 63-årige amerikanske krydstogtsturist blev 29. august sidste år fanget foran en løbsk skraldebil, som efterfølgende kolliderede med en bygning på Københavns store shoppinggade.

Manden døde af sine voldsomme læsioner ved sammenstødet. Flere gående blev også påkørt, men slap med lettere skader.

Ulykken skete, fordi en sædekontakt ikke fungerede korrekt.

Fejlen betød, at el-skraldebilen kunne køre, selv om der ikke sad en person på førersædet. Så da chaufføren skulle til at tømme en af Strøgets skraldespande kørte bilen pludselig fra ham, mens han stod med overkroppen inde i bilen.

Siden er det kommet frem, at bilen ikke var i lovlig stand. Fordækkene var slidt ned til stålet, og et bagdæk havde en "utilstrækkelig bæreevne".

Straks efter ulykken blev den pågældende bil og otte andre biler af samme type taget ud af drift. Tre af dem er tilbage på vejene, mens resten er blevet skrottet.

Københavns Kommune har erkendt, at kommunen har erstatningspligt, men har nægtet sig skyldig i uagtsomt manddrab.

Også den pågældende skraldemand vil frifindes.

- Min klient nægter sig skyldig. Han har ikke handlet uagtsomt, lyder det fra forsvarer Jakob Lund Poulsen.

Retssagen begynder onsdag i Københavns Byret og er berammet til at vare tre dage.

I løbet af dagene skal flere vidner afhøres. Blandt andre øjenvidner til episoden, bilinspektører og en række personer, der har været med til at stå for vedligeholdelsen af bilen.

Det står endnu ikke klart, hvilket bødekrav anklageren vil fremlægge.

/ritzau/