Skrappere regler for radiokommunikation undrer Magnussen

Skrevet af admin

17/03/2016

Dagens topnyheder

Det er racerkørerne, der skal køre Formel 1-bilerne fra start til mållinje. Ikke ingeniørerne.

Det mener Den Internationale Motorsportsunion (FIA), der har strammet reglerne for, hvor omfattende kommunikation holdene må have over radioen.

Formålet med de skærpede radioregler er, at "køreren skal køre bilen alene og på egen hånd".

Derfor er det eksempelvis slut med, at ingeniørerne husker racerkørerne på ting, der har betydning for kørslen. Det kunne være forbruget af benzin.

I stedet skal køreren selv huske at have styr på det hele i cockpittet, og det vækker ikke just begejstring hos sæsonens danske Formel 1-kører, Kevin Magnussen.

- Jeg kan ikke sige, at jeg forstår det, men man må indrette sig efter det. Det betyder, at vi skal huske nogle flere ting selv i stedet for bare at få det at vide over radioen, siger Magnussen.

Danskeren skal nu have sat sig grundigt ind i alle ting, så han kan huske det, når sæsonens første grandprix søndag bliver kørt i Melbourne. Det gør han ved at bruge simulator og læse sig til den nødvendige viden.

Selv om han godt kan se pointen i at give mere ansvar tilbage til racerkøreren og mindske ingeniørernes styring gennem øresneglen, frygter han, at det vil få den omvendte virkning.

- Jeg er enig i grunden til, at de har gjort det, men jeg tror personligt, at det har den modsatte effekt. At vi kommer til at koncentrere os endnu mindre om at køre, fordi vi hele tiden skal holde øje med rattet.

- Man skal hele tiden kigge på, om tingene er i orden i stedet for at glemme alt om det og bare køre. Nu skal vi hver omgang holde øje med det hele, og det er lidt irriterende, siger Magnussen.

Kørerne må med de nye regler heller ikke få oplysninger om konkurrenternes præstationer eller afstanden mellem biler i kvalifikationen. De må heller ikke få noget at vide om rivalernes formodede løbsstrategi.

Magnussen regner dog ikke med, at de nye regler vil få strategisk betydning for holdene eller give en særlig fordel for nogle kørere.

/ritzau/