”Skrotjægerne” - en vild jagt efter genbrugsguld

6’erens nye program ”Skrotjægerne” går i luften mandag den 4. februar. Her får seerne for første gang et unikt indblik i, hvordan excentriske amerikanere gemmer deres værdifulde gamle ting i årevis, indtil de mindst ligeså originale ”Skrotjægere” møder op og finder dem.

Når de to passionerede skrotsamlere, Mike Wolfe og Frank Fritz, drager på landevejen er det med et eneste formål: At finde skrammel og skrot som de kan videresælge med fortjeneste. Mike og Frank har mange særegne beskrivelser af deres job som f.eks. ”Moderne arkæologi”, ”Containerdykning”, ”Skattejagt” og ”Lossepladseftersøgning”, men i bund og grund handler det om at opkøbe sjældne antikviteter, eller gammelt unikt skrot, der kan sælges videre for kolde kontanter.

De to skrotjægere rejser USA tyndt i deres varevogn i jagten på en hurtig profit, guidet af kønne Danielle, som sidder hjemme på hovedkontoret i Iowa og opsporer steder i USA, hvor der bor mennesker, der kunne tænkes at ligge inde med værdifuldt skrammel. Mike og Frank er ikke altid tilfredse med de personer Danielle finder til dem. Det skaber hurtigt en bizar situation, når de to skrotjægere f.eks. møder op hos en gammel excentrisk mand, der har samlet skrot hele sit liv, og som forsvarer sin losseplads med en gammel riffel. Det lykkedes dog næsten altid for de entusiastiske skrotjægere at charme sig ind på sælgerne og få fingrene i lige præcis de ting, som vækker allermest interesse.

Mike Wolfe har en passion for gamle cykler og biler, og han bliver ellevild, når det en sjælden gang imellem lykkedes for ham at finde et rustent cykelstel på en gammel landejendom, mens Frank Fritz´ store interesse er gamle våben og emaljeskilte, samt japanske motorcykler fra 70’ erne. Dette tydeliggøres med en smittende entusiasme, som 6’erens seere kan glæde sig til at tage del i.

- Vi rejser rundt på Amerikas små veje i jagten på rustent guld. Vi leder efter fantastiske ting, som ligger gemt i folks lader og garager. Det, som de fleste ser som skrot, ser vi som vejen til en formue. Vi køber ALT, som vi mener, vi kan lave penge på. Hver eneste af de ting, vi køber, har en unik historie, og de mennesker vi møder, er en race for sig, fortæller Mike og Frank.

”Skrotjægerne” kan ses alle hverdage klokken 20 på 6’eren.

Dagens Gossip