Skruede nummerpladser af bil foran ejeren og stjal bilen

Et biltyveri i Gråsten havde et noget usædvanligt forløb, da en 33-årig mand i morges stjal bilen for øjenene af ejerne og senere endte med at smide sine sko ud af vinduet for øjnene af det tyske politi.

Den 33-årige biltyv begyndte i morges klokken 8.30 at skrue nummerpladerne af en bil ved Domhusparken i Gråsten i Sønderjylland. Inde i bilen sad en noget forundret bilejer og så til. Da manden fortsatte med nummerpladen bag på bilen, fik ejeren dog nok og steg ud af bilen for at høre, hvad han havde gang i.

Det resulterede i, at den 33-årige mand smuttede ind i bilen og stak af med den. Det skriver jv.dk.

Bilen - uden nummerplader - blev efterlyst, og få timer senere blev den stoppet syd for grænsen af det tyske politi.

Men biltyve var ikke færdig med at gøre opmærksom på sig selv. Manden, der beskrives som "lallende fuld," smed til betjentenes store overraskelse både sin pung og sine sko ud af vinduet, inden han blev anholdt.

Præcis, hvor beruset biltyven var, er uklart, men ifølge Flensborg Avis havde han formentlig "drukket nok til, at to voksne kunne få sig en hyggelig aften, hvis de konsumerede lige så meget."

Den 33-årige mand havde iøvrigt heller ikke noget kørekort. Han bliver formentlig udleveret til dansk politi inden længe.

Dagens Gossip