Skud affyret mod bil i hovedstadsområdet

Skrevet af admin

24/02/2014

Dagens topnyheder

En voldsom weekend i København med skyderier, knivstikkerier og masseslagsmål mellem bander blev sent søndag aften rundet af med endnu et skyderi.

Klokken 23.30 blev der affyret skud mod en bil, der holdt stille på Bystævnet i Brønshøj.

- Der sidder to unge mennesker i bilen. En bil kører op på siden og der bliver skudt to gange. Sandsynligvis fra en pistol. En kugle rammer bilen og en anden ryger forbi, siger Kenneth Jensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Ingen er kommet til skade, fortæller han.

Politiet ved endnu ikke, om episoden er banderelateret. Ingen personer er anholdt, og ingen eventuelle vidner til skyderiet har henvendt sig til politiet.

Fem minutters tid efter skyderiet fik politiet en anmeldelse om, at en bil var blevet sat i brand i Rødovre.

- Og det sætter vi jo lidt i forbindelse med det her, siger Kenneth Jensen.

Natten til søndag udviklede et masseslagsmål ved Parken i København sig dramatisk. Tre personer blev stukket ned foran sportsarenaen efter en fest på en bar. Der blev også affyret skud. Politiet anholdt 28 personer.

/ritzau/

SE LOCAL EYES-VIDEO FRA STEDET: