Skud affyret mod københavnsk kiosk

»Man har afgivet nogle skud fra en bil, der er umiddelbart ingen tilskadekomne, og ingen, som efterfølgende har henvendt sig på hospitalet med skudskader,« siger vagtchef Kim Nicholsen.

Politiet ønsker ikke at komme ind på, hvor mange skud der er blevet affyret, ligesom vagtchefen heller ikke ønsker at kommentere, om der er fundet blodspor på gerningsstedet.

Politiet har efter skudepisoden fundet den formodede flugtbil, som var blevet sat i brand på Vestegnen.

Storkøbenhavn har siden nytår været plaget af skyderier i forbindelse med bandekonflikten, og politiet vil ikke udelukke, at nattens episode har relation til konflikten.

»Det er svært at sige, når vi ikke har nogen gerningsmænd. Men vi kan ikke udelukke, at det er banderelateret,« siger Kim Nicholsen.

Københavns Politi indleder nu en nærmere efterforskning af skuddene mod kiosken.

Dagens Gossip