Skud affyret mod mand i bil i København

Ukendte gerningsmænd skød sent fredag mod en bil i Brønshøj i København.

Manden i bilen blev ikke ramt, men det gjorde bilen, fortæller central efterforskningsleder Robert Jensen fra Københavns Politi.

Han siger, at der ved 23.30-tiden kom en anmeldelse om, at der var blevet hørt tre skud omkring vejene Frederikssundsvej og Ved Bellahøj.

- Der er blevet skudt efter en mand i en bil. Ham har vi snakket med, og han kan ikke sige noget, siger Robert Jensen.

- Vi har været derude og lave gerningsstedsundersøgelser, og vi har fundet spor efter, at der er blevet skudt. Vi har fundet noget hylster, siger han og tilføjer, at der også er fundet spor efter skud på bilen.

Manden, der er i begyndelsen af 20'erne, er kendt af politiet.

Der er endnu ingen anholdte i sagen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV