Skud bryder stilheden i Sydsudan efter FN-appel om fred

Skrevet af admin

11/07/2016

Dagens topnyheder

Kampe ulmer fortsat i Sydsudan, dagen efter at FN sendte en appel om fred og bad de stridende parters ledere om at holde styr på deres soldater.

Mandag lyder skudvekslinger i mindst to kvarterer i landets hovedstad, Juba, fortæller en nødhjælpsarbejder og en journalist fra det franske nyhedsbureau AFP.

Urolighederne, der blussede op fredag i sidste uge, har sendt tusinder på flugt.

Mindst 150 soldater blev meldt dræbt fredag, dagen før Sydsudan kunne fejre femåret for nationens fødsel.

Søndag tog det hele fart med heftige ildkampe mellem hæren og tidligere oprørere med både kampvogne, kamphelikoptere og granater.

Kampene er de første siden april mellem hæren og den tidligere oprørshær i Juba.

På det tidspunkt blev Riek Machar, den tidligere oprørsleder, udnævnt til vicepræsident i en enhedsregering.

Det var et centralt led i en fredsaftale fra august 2015. Dermed var håbet, at man havde fundet en fredelig løsning på spændingerne i det unge land.

/ritzau/AFP