Skud i Field's kan være hævn for drabsforsøg i Herlev

Skrevet af admin

19/03/2015

Mest læste i dag

Det blodige opgør i indkøbscentret Field's på Amager onsdag kan muligvis kædes sammen med et skyderi i Herlev forleden aften.

En af de unge, der sigtes for drabsforsøg i indkøbscentret, skal være bror til den 21-årige mand, der blev livsfarligt såret i Herlev, erfarer Ritzau.

Dermed kan noget tyde på, at onsdagens voldelige konfrontation, hvor to grupper ifølge politiet afgav skud mod hinanden, var en hævnaktion.

I Dommervagten torsdag kræver politiet i alt otte unge mænd varetægtsfængslet. Fem skal tilhøre den ene gruppering, mens der er tre i den anden.

To i den sidstnævnte gruppe blev ramt under skyderiet, som udspillede sig i parkeringskælderen under indkøbscentret.

I Field's var begge grupper bevæbnet med skydevåben, og der blev afgivet skud fra begge sider, lyder en foreløbig vurdering fra politiet.

I Herlev blev der sent onsdag aften i sidste uge affyret skud mod en bil i boligområdet omkring Peberhaven og Persillehaven.

Klokken 23.20 11. marts fik politiet en anmeldelse om, at der var affyret skud.

I bilen befandt sig tre personer, og den ene, en mand på 21 år, blev ramt. Umiddelbart var han i livsfare, men hans tilstand blev stabiliseret, har politiet tidligere oplyst.

Og blandt de unge, der deltog i skyderiet i indkøbscentret, var altså tilsyneladende en bror til den 21-årige.

Midt på eftermiddagen torsdag står det klart, at de fem, der først blev stillet for en dommer, alle er blevet varetægtsfængslet i 13 dage. Samtlige fem skal være isoleret fra andre. Alle nægter sig skyldige.

Senere på eftermiddagen oplyser vicepolitiinspektør Lau Thygesen fra Københavns Politi, at de tre anholdte, der beskyldes både for at have skudt og for at have brugt kniv mod modstanderne, har fået anholdelsen opretholdt i tre gange 24 timer.

- Det vil sige, at politiet har tre gange 24 timer til at finde noget nyt materiale, så de tre kan fremstilles igen om tre døgn, forklarer Lau Thygesen.

Hvad angår en mulig forbindelse til affæren i Herlev, siger vicepolitiinspektøren, at politiet "ved noget om det, men ikke vil bekræfte det."

- Jeg vil bare sige, at vi regner med, at det er en episode, som er afledt af en tidligere hændelse mellem to grupperinger. Og jeg vil gentage, at vi ikke ser det som starten på en ny bandekonflikt, siger Lau Thygesen.

De otte er i alderen fra 17 til 26 år.

/ritzau/