Skud og eksplosioner nær præsidentpaladset i Yemen

En våbenhvile er trådt i kraft i Yemens hovedstad, Sanaa, mandag, efter at byen har været rystet af hårde kampe mellem hæren og shiamuslimske Houthi-militsfolk.

Det siger landets indenrigsministerium, efter at der i timevis er blevet rapporteret om skud og eksplosioner forskellige steder nær regeringskvarteret.

Indenrigsminister Jalal al-Roweishan siger til det statslige nyhedsbureau, at en våbenhvile er trådt i kraft. Det bekræftes af andre regeringskilder, der siger, at et møde har fundet sted mellem repræsentanter for styret og for Houthi-militsen.

Flere af byens indbyggere siger, at kampene i byen, der var meget intense tidligere på dage, synes at tage af.

Hospitalskilder siger, at fem mennesker er blevet dræbt, og at over 20 er såret. Men de tilføjer, at antallet af dræbte og sårede sandsynligvis er højere.

Den Arabiske Liga opfordrer alle politiske grupperinger i Yemen til at indstille kampene og respektere regeringen.

I forbindelse med sammenstødene er Yemens premierministers kortege blevet beskudt, men regeringslederen, Khalid Bahah, slap uskadt. Det skriver informationsminister Nadia Sakkaf på Twitter.

Mange militsfolk og regeringsstyrker befinder sig i gaderne omkring præsidentpaladset, og flere indbyggere i Sanaa er flygtet ud af byen.

Der er hørt skud fra automatrifler og granater tæt ved præsident Abd-Rabbu Mansour Hadis palads i Sanaa, men det er uvist, om præsidenten befinder sig i paladset.

Houthi-militsen har i mange år kæmpet mod regeringen i Sanaa og har siden september kontrolleret en række områder i Yemen, heriblandt dele af hovedstaden.

I september indgik militsen imidlertid en aftale med præsidenten om dannelse af en ny regering, hvor flere Houthi-folk blev udnævnt til rådgivere for præsidenten.

Aftalen betød samtidig, at militsen skulle trække sig væk fra en række centrale statslige institutioner, som de havde besat.

Ud over regeringens soldater kæmper Houthi-militsen med al-Qaeda i Yemen, der for nylig tog skylden for terrorangrebet mod det franske satiremagasin Charlie Hebd i Paris.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip