Skudoffer på Frederiksberg overlevede ikke: Nu er det en drabssag

Den 27-årige mand, der i aftes ved 18-tiden blev skudt i en baggård på Finsensvej på Frederiksberg, er død af sine kvæstelser her til middag.

Det oplyser Københavns Politi.

Politiet efterforsker nu sagen som en drabssag.

Den 27-årige var på vej hjem fra arbejde, da han blev passet op ved sin bil af en ukendt gerningsmand. Gerningsmanden skød den 27-årige i brystet og flygtede fra stedet.

Politiet vil ikke bekræfte, om episoden har forbindelse til de to andre skyderier i Københavnsområdet denne uge.

Men tidligere i dag udsendte det et signalement af den mulige gerningsmand.

Han beskrives som værende mellem 20 og 25 år, cirka 165 centimeter høj og mørklødet. Han var iført en sort hoftelang vinterjakke, sorte joggingbukser og sort hue. Han bar desuden på en hvid/blå plastikpose.

Dagens Gossip