Skudt og stukket i halsen: Politiet efterforsker sag om hundedrab

Skrevet af Michael Lauritsen

24/02/2014

Dagens topnyheder

En rottweilertæve på cirka et år blev søndag fundet skudt og snittet i halsen ved Kraghede Sø ved Hvilshøj. Nordjyllands Politi efterforsker sagen som en mulig overtrædelse af dyreværnsloven.

Hunden blev fundet pakket ind i et lagen og skjult under et gammelt juletræ.

I første omgang afviste politiet at efterforske sagen. Det henviste i stedet til Dyrenes Beskyttelse, som tilbageviste til politiet. Til gik Nordjysk Dyreredning ind i sagen, og nu har det hele taget en ny drejning.

Nordjysk Dyreredning oplyser, at hundens ejer formentlig er identificeret. Og vicepolitikommissær ved nærpolitiet i Brønderslev, Diana Larsen, bekræfter over for Dagens.dk, at en konkret person er interessant for efterforskningen.

- Det er rigtigt, at vi er blevet opmærksomme på en bestemt person. Vi skal helt sikkert aflægge vedkommende et besøg, siger Diana Larsen til Dagens.dk.

SE OGSÅ: Mishandlet hund fundet dræbt: Skudt og snittet i halsen

Hun pointerer dog, at det ikke er ensbetydende med, at den pågældende person har dræbt hunden eller gjort noget strafbart.

- I Danmark er det faktisk lovligt at aflive sin egen hund, hvis man har jagttegn. Men det er jo heller ikke engang sikkert, at det er den pågældende person, der har gjort det, forklarer Diana Larsen.

Den mulige dyreværnssag er lige nu til vurdering hos politiets jurister. Sysser Nørholm fra Nordjysk Dyreredning er dog ikke i tvivl om, hvordan sagen bør karakteriseres.

- Det er skummelt. Bare måden, hunden var gemt væk på. Det er bare ikke i orden. Hvis man gerne vil af med sine dyr, så er der så mange andre muligheder. Vi tager gerne imod, siger hun til Dagens.dk.

Såfremt Nordjyllands Politi vurderer, at der er tale om en dyreværnssag, så vil det åbne op for, at en dyrlæge kan obducere den døde hund. Noget, Sysser Nørholm håber på.

- Det vil kunne fortælle os en del mere om, hvad den er blevet udsat for, og om den har lidt, forklarer hun.

Indtil videre vurderer både politiet og Nordjysk Dyreredning, at hunden først er blevet skudt og efterfølgende snittet i halsen.

SE BILLEDERNE HERUNDER:
(Vi advarer imod stærke billeder)