Skuespiller fra lille film vinder stor Robert-pris

Skrevet af admin

01/02/2015

Dagens topnyheder

Den danske skuespiller Henrik Birch kunne søndag aften gå på scenen på Tivoli Hotel i København, hvor årets Robert-priser bliver uddelt.

Han vandt således den prestigefyldte statuette for sin hovedrolle i "Klumpfisken", der er en historie, som oprindeligt udspringer fra et teaterstykke. Den er filmatiseret af Søren Balle.

Robert-priserne bliver uddelt af Danmarks Film Akademi.

- Jeg er virkelig stolt af, at denne her lille film, der handler om almindelige mennesker, får den anerkendelse, siger Henrik Birch.

I "Klumpfisken" spiller han en tredjegenerations fisker fra Hirtshals, der på grund af økonomiske problemer tager en kvindelig havbiolog med sig om bord. De forelsker sig, og han skal nu vælge mellem det liv, han kender så godt eller et nyt med sin store kærlighed.

I kategorien årets mandlige hovedrolle var også prominente navne som Nikolaj Lie Kaas, Mikael Persbrandt og Morten Grunwald nomineret, og i det felt ved Henrik Birch godt, at hans navn er mindre kendt.

- Jeg er jo nok det, man vil kalde semikendt, men der går rigtig mange dygtige skuespillere rundt i Danmark, som folk ikke kender så godt, siger Henrik Birch, der har haft roller i flere danske tv-serier som "Borgen" og "Anna Pihl".

- Jeg har været skuespiller i 36 år, men jeg oplever stadig, at folk ikke kan finde ud af, hvor de kender mig fra, siger skuespilleren.

Måske kan Robert-prisen være med til at ændre på det.

- Det er jo ikke et mål i sig selv at blive kendt, men med eksponeringen følger forhåbentlig også flere spændende opgaver, siger han.

Bodil Jørgensen modtog prisen for årets kvindelige hovedrolle for sin rolle som moren, der genfinder sig selv i Hella Joofs "All Inclusive".

Bodil Jørgensen var ikke selv til stede ved uddelingen, da hun var på arbejde, men det ændrede ikke på salens reaktion: Et bragende bifald til skuespillerinden, der i juni sidste år blev kvæstet i en ulykke, som kunne have kostet hende livet.

- Jeg vil gerne sige tak til Bodil, fordi hun ville være med i denne film, sagde Hella Joof fra scenen, da hun modtog prisen på vegne af den populære skuespillerinde.

/ritzau/