Skuespiller: Jack Nicholson stjal min kæreste

Skrevet af admin

27/08/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke nemt at være et Hollywood-par. Det måtte den amerikanske skuespiller David Spade sande, da han i slutningen af 90'erne var kæreste med "Twin Peaks"-skuespillerinden Lara Flynn Boyle. I et nyt interview med magasinet Details afslører 51-årige David Spade, at han mistede sin kæresten til ingen ringere end den legendariske Oscar-vindende skuespiller Jack Nicholson.

- Jack Nicholson inviterede Lara Flynn Boyle ud lige foran mig, mens vi alle sammen sad og røg et eller andet sted. Hun blev sur, fordi jeg ikke sagde noget. Jeg svarede bare "Jeg har været i denne her by længe nok til at vide, når jeg bliver overgået. Enten går du jo ud med ham, eller også gør du ikke". Så svarede hun "Aldrig. Han er værre end Trump!, siger "Saturday Night Live"-komikeren til Details.

Men helt så slem var den nu 78-årige Jack Nicholson åbenbart alligevel ikke. Jack Nicholson og 45-årige Lara Flynn Boyle blev nemlig spottet sammen, og David Spade anede intet, før han blev ringet op af "National Enquirer" og bedt om at kommentere på det nye forhold - mens de to stadig var kærester.

- De blev faktisk fanget i et biluheld, hvor hun kravlede ud gennem soltaget og råbte "Jeg har en kæreste! Jeg kan ikke blive set her!" Jeg tænkte bare "Så nu er jeg alligevel din kæreste", fortæller David Spade.

- Vi snakkede ikke ret meget sammen efter det, konkluderer David Spade.

Jack Nicholson og Lara Flynn Boyle gjorde forholdet officielt ved en Emmy-uddeling, men forholdet holdt kun et par år.

/ritzau/FOKUS