Skuespillerinde: Jeg kaster op af nervøsitet

Skrevet af admin

06/01/2014

Mest læste i dag

Skuespilfaget skræmmer ikke bare livet af nybegyndere. Også mere erfarne skuespillere oplever sceneskræk -  i så høj grad, at frokosten nogle gange kommer retur.

Det er i hvert fald tilfældet for den 38-årige Oscar-vinder Kate Winslet, som får så dårlige nerver, inden hun skal indspille svære scener, at hun kaster op.

Det skriver Female First.

Winslet, som blandt andet er kendt for sine roller i "Titanic" og "The Reader" bliver stadig skræmt fra vid og sans, når hun skal indspille udfordrende scener.

- Skuespil er virkelig skræmmende. Jeg har stadig øjeblikke, hvor jeg tænker: "Det her kan jeg ikke - alle synes, jeg er helt til rotterne", siger hun til Female First og fortsætter:

- Der er scener, jeg virkelig frygter, for eksempel retssagsscenen i "The Reader". Jeg kaster ofte op inden. Det er lidt pinligt, men jeg skyder skylden på adrenalinen, siger hun.

Winslet, som for kort tid siden blev mor til sit tredje barn, er snart aktuel i rollen som den depressive singlemor Adele i filmen "Labor Day".

Filmen er instrueret af Jason Reitman, som er manden bag film som "Juno" og "Thank You For Smoking", og har dansk premiere til sommer.

Newspaq