Skuespillerinde kommer i tidevandsknibe

Kun en tåbe frygter ikke havet.

Og det kan godt være, at "Les Miserables"-skuespillerinden Anne Hathaway har lidt større respekt for det våde element, efter hun for nylig kom i problemer i understrømmen på en svømmetur ud for Hawaiis kyst.

Det skriver Female First.

Den 31-årige Hathaway kom nemlig til skade under svømmeturen, hvor en understrøm kort ud for stranden fik hvirvlet skuespillerinden ned under vandet.

Efter en del plasken og råb om hjælp, blev skuespillerinden dog reddet i land af en surfer.

Her blev den Oscar-vindende Hathaway modtaget af sin mand, smykkedesigneren Adam Shulman. Han kom straks til undsætning med førstehjælpskit til Hathaways fod, der var kommet til skade på et rev under redningsaktionen.

Parret, der har været gift siden 2012, har i de seneste dage holdt ferie på øen Oahu.

Anne Hathaway, som udover rollen som Fantine i "Les Miserables" også er kendt fra filmene "The Devil Wears Prada" og "The Dark Knight Rises",  er snart aktuel i filmen "Song One", som har amerikansk premiere den 20. januar.

Newspaq

Dagens Gossip