Skuespillerinde skamroser ekskæresten

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig, og mellem det tidligere Hollywood-par Emma Stone og Andrew Garfield er der stadig varme, venskabelige følelser.

Ifølge den 26-årige skuespillerinde er hendes 31-årige ekskæreste en yderst poetisk fyr, efter Garfield tidligere har fortalt, at samarbejdet med Stone i "Spiderman"-filmene var "som at dykke ned i en vild flod uden at have noget at holde fast i - spontant, farligt og i momentet - sådan som alle skulle spille skuespil."

Disse fine ord rører den rødhårede amerikanskfødte skuespillerinde dybt, fortæller hun til Interview Magazine.

- Han er virkelig en poet, men det er måden, han skriver på generelt. Når jeg lytter til det, smelter mit hjerte og tænk sig, at han skriver disse ting hver eneste dag, siger Stone, der sammenligner Garfield med 1800-tallets store digtere.

- Sikke en fyr - han er virkelig nutidens William Wordsworth, og det er virkelig godt for ham, siger Stone.

Garfield og Stone spillede sammen i superheltefilmen "The Amazing Spider-Man" i 2011 i henholdsvis titelrollen og rollen som Spidermans udkårne, Mary Jane, og efterfølgende begyndte parret også at se hinanden uden for settet.

Selv om de har været yderst private gennem deres fire år lange forhold, har Stone kun roser tilovers for ekskæresten.

- Han er helt åbenlyst en af de mest fantastiske nulevende skuespillere, der findes, og så er han et godt menneske. Jeg elsker ham meget højt, siger skuespillerinden, der modsat ekskæresten har fået filmbranchens fineste anerkendelse med en Oscar-nominering for bedste kvindelige birolle i årets bedste film, "Birdman."

/ritzau/FOKUS