Skuespillers vægttab gjorde vennerne nervøse

Det er svært at sminke selv en i forvejen slank skuespiller til at ligne en aids-patient på gravens rand.

Derfor tog amerikanske Matthew McConaughey konsekvensen af sin hovedrolle i filmen "Dallas Buyers Club". Her spiller den 44-årige skuespiller nemlig den hiv-positive hustler Ron Woodroof, og det krævede et gedigent vægttab. Godt 21 kilo blev det til, fortæller han til CBS News ifølge Female First.

- Jeg tror, at det sammenlagt var et vægttab på cirka 1,6 kilo om ugen. Det var det, jeg havde brug for. Det var der, Ron var. Jeg målte mig selv, mens jeg målte andre menneskers reaktion i hemmelighed. Og det gik fra: "Åh, du taber dig" til "Mand, du ser virkelig mager ud". Og så nåede det et punkt, hvor folk var sådan: "Min Gud, er du OK?" Det var lige, hvor jeg havde brug for at være til rollen som Ron, forklarer skuespilleren.

Bliv ven med dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Rollen har indtil videre indbragt Matthew McConaughey en Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle. "Dallas Buyers Club" markerer da også endnu et skridt i den mørkere retning, som McConaughey på det seneste har forfulgt i film som "Mud" og "Killer Joe".

Newspaq

Dagens Gossip