Skuffede danskere: Vi brænder for meget

Skrevet af admin

28/01/2015

Dagens topnyheder

Målmand Niklas Landin var afklaret, andre var skuffede i de første minutter efter Danmarks knebne nederlag på 24-25 til Spanien i VM-kvartfinalen i håndbold onsdag aften.

- Vi spillede ikke vores optimale spil. Det er pisseærgerligt, siger Niklas Landin til TV2 straks efter kampen.

Rasmus Lauge, som selv kun scorede en enkelt gang, mente ganske enkelt, at danskerne scorede for få mål, og at holdet i det hele taget ikke havde marginalerne med sig.

- Vi brænder for meget, især i anden halvleg. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, siger han til TV2, men fortsætter alligevel:

- Det var som om, at de fik fedtet boldene ind alligevel. En opsamling, en parade, de havde tingene med sig i dag - det havde vi ikke.

Spanieren Joan Canellas scorede det spanske sejrsmål med kun et sekund tilbage af kampen. Scoringen medførte enorme spanske jubelscener på et tidspunkt, hvor de fleste havde indstillet sig på forlænget spilletid.

Spanien møder Frankrig i semifinalen.

/ritzau/