Skuffede søstre anklager Lego: I stjal vores idé

I januar 2014 sendte de svenske søstre 11-årige Anna og 8-årige Helena Strandberg en e-mail til en person i en ledende stilling hos Lego i Sverige.

Pigerne havde nemlig fået en idé til et produkt, de syntes Lego skulle lave. Det skriver Skånska Dagbladet.

Produktet skulle hedde ‘Lego Popstar’ og indeholde koncertsteder, musikernes huse, turistbusser og så videre. Figurerne skulle forestille rigtige popstjerner.

Læs mere: Nye sutsko fra LEGO skal skåne forældre for den smerte, de kender alt for godt

Pigerne fik ikke noget svar.

Omkring et år senere så Anna og Helena, at Lego havde lavet et produkt, som lignede det, pigerne havde foreslået.

- Vi blev vrede, for de har ikke sagt, at vi har fundet på det, sendt en e-mail eller noget, siger Anna Strandberg.

- Man burde i hvert fald få lidt anerkendelse, når man giver dem en idé, tilføjer Helena Strandberg.

Læs mere: Lego-familien giver alle ansatte en ekstra månedsløn i julegave

Lego afviser over for Skånska Dagbladet, at de har brugt pigernes idé uden at kreditere dem. 

- Udviklingen af nye produkter tager normalt 2 - 4 år fra idé til færdigt design. Det, der påbegyndes i dag, bliver altså et færdigt produkt tidligst i 2017 - 2018. I dette tilfælde har de sendt deres forslag i 2014. De nye produkter, som de peger på, kom ud i 2015 og har altså ingen kobling til deres forslag. Vores idéudvikling begynder langt tidligere, siger Roar Rude Trangbæk, som er pressechef hos Lego.

- Jeg kan godt forstå, at de er kede af det. Vi plejer at svare alle. Hvis man ikke har fået et svar, kan man henvende sig til vores kundeservice, tilføjer han. 

 

Dagens Gossip