Skuffende Ajax spillede 0-0

Ajax missede chancen for at holde trit med PSV Eindhoven og Twente i toppen af den hollandske Æresdivision, da holdet søndag spillede 0-0 mod Utrecht trods dominans i spillet.

Ajax er nu tre point efter de to tophold, og Amsterdam-klubbens gode stime på seks sejre i træk blev dermed brudt før juledagene.

Igen havde fire danskere fundet vej til startopstillingen hos Ajax, og både Viktor Fischer, Christian Eriksen, Christian Poulsen og Lasse Schöne forsøgte sig mod Utrechts målmand i kampens første 45 minutter.

Lasse Schöne havde nok den største chance for at bringe udeholdet foran, da han blev spillet fri i et løb mod mål. Men i stedet for at gå direkte og skyde selv, forsøgte han at finde en medspiller, og bolden blev så stoppet af en forsvarsspiller.

Schöne burde nok have taget chancen og ærgrede sig efterfølgende over den spildte chance.

I det hele taget var Ajax spilstyrende i første halvleg, men hjemmeholdet kom bedre med efter pausen. Jacob Mulenga fik en gigantisk chance i frit løb mod Ajax-målet til slut, men zambieren mistede balancen og faldt.

10 minutter før tid fik Christian Eriksen med friske driblinger tilkæmpet sig et frispark på kanten af feltet. Danskeren ville gerne selv sparke, men Toby Alderweireld insisterede og hamrede bolden langt over mål.

Både Eriksen og træner Frank de Boer rystede opgivende på hovedet af den belgiske forsvarsspiller, som næppe får chancen igen foreløbigt.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV