Skuffende farveltal fra Nordeas topchef

Storbanken Nordea tjener fortsat masser af penge, men ikke helt så mange, som finansanalytikerne på forhånd havde ventet.

I tredje kvartal fik Nordea et overskud efter skat på 780 millioner euro, fremgår det af kvartalstallene offentliggjort tidligt onsdag morgen.

Markedet havde ifølge Ritzau Estimates sat næsen op efter et bundlinjeplus på 863 millioner euro.

- Sommermånederne var præget af et sæsonmæssigt lavere aktivitetsniveau, men vi har ikke set den normale stigning i aktiviteten blandt erhvervskunder og i markedet i efteråret. Indlånsmarginalerne er fortsat under pres, og udlånsvæksten er lav, udtaler koncernchef Christian Clausen.

Det er det sidste regnskab fra Nordea med Christian Clausen som topchef. Danskeren meddelte i august, at han efter otte år som øverste chef for en af Europas største bankkoncerner ville trække sig fra stillingen i november.

/ritzau/

Dagens Gossip