Skuffet AaB-træner: Vi var dumme og stressede

AaB fik søndag eftermiddag reddet et enkelt point hjem i de døende minutter mod oprykkerne fra AC Horsens.

Hjemme på Nordjyske Arena lignede det ellers et nederlag i Superliga-premieren, men efter 88 minutters spil fik nyindkøbet Markus Holgersson udlignet til slutresultatet 1-1.

AaB-træner Lars Søndergaards mandskab startede ellers spillemæssigt fremragende den første halve time, men nordjyderne tabte herefter initiativet.

- Jeg er skuffet, fordi vi lagde godt ud. Vi spillede rigtigt godt den første halve time og var stor-dominerende, men fik ikke scoret målet, der kunne åbne kampen, siger Lars Søndergaard.

- Det værste, der kunne ske for os, var, at de scorede på en dødbold efter pausen. Der vidste vi, det ville blive svært.

- 20 minutter efter målet sejlede vi. Der var vi dumme og stressede. Vi samlede os i de sidste ti minutter og fik vist god moral og fik til sidst scoret, siger AaB-træneren.

Også AaB-anfører Rasmus Würtz var skuffet over hjemmeholdets reaktion efter AC Horsens føringsmål, der blev headet ind efter 55 minutter.

- Vi har noget, vi skal arbejde med. Vi skal tro mere på vores koncept og egne evner, når modstanderen scorer, siger Rasmus Würtz.

- Vi spillede fremragende den første halve time og kom frem til de chancer, vi kunne forvente mod et hold, der stod langt tilbage.

- Jeg er trods alt glad for, at vi kom tilbage. Det havde været træls at tabe i premieren. Selvfølgelig er der noget, vi skal arbejde på, men jeg er fortrøstningsfuld, siger anføreren.

AaB skal i næste spillerunde en tur til Randers.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip