Skuffet Bredsdorff efter fyring: Ydmygende for mig og min familie

Sporten.dk kunne tidligere mandag afsløre, at Peter Bredsdorff-Larsen - som ventet - er fyret i KIF Kolding København. Fyringen kommer i kølvandet på en artikel i søndagens Jydske Vestkysten, hvor avisen kunne berette, at en samlet spillertrup var gået til direktør Jens Boesen med kravet om en fyring af Bredsdorff.

Og det gør ondt på KIF-træneren, at han på den måde skulle have beseglet sin skæbne i medierne.

- Det er ydmygende for både mig og min familie, at vi skal læse om det i avisen på den måde. Det er en meget stor skuffelse, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Han retter en særlig kritik mod KIF-spillere som Joachim Boldsen, Kasper Hvidt, Lars Jørgensen, Bo Spellerberg og Lasse Boesen, som træneren - udover opholdet i KIF - også har arbejdet sammen med i sine syv år som assistenttræner for Ulrik Wilbek på landsholdet.

- Vi taler om en stribe nøglespillere, som jeg har haft et rigtig godt samarbejde med i en række år. Det er en personlig skuffelse, at jeg har mødt dem med åbenhed og dialog, og så føler de ikke, at de skal optræde på den samme måde. Det er stik imod den måde, som jeg har forsøgt at møde dem på, siger Bredsdorff.

- Det er det eneste minus ved hele den her oplevelse i KIF Kolding København - at jeg kommer ud af det på den her måde. At jeg ikke bliver konfronteret med det her af en samlet spillertrup. Jeg troede, vi havde et samarbejde, der var baseret på gensidig tillid, fortsætter han.

Føler du, at de har dolket dig i ryggen?

- Jeg har vist sagt, hvordan jeg oplever det, siger han.

Den nu forhenværende KIF-træner er også skuffet over, at spillertruppen har så stor magt, at de på den måde har kunnet få ham fyret.

- Jeg må jo konstatere, at truppen i forbindelse med min situation har påtaget sig en rolle som sportsdirektør. Jeg synes, det er meget skidt for klubben, at det kan lade sig gøre, siger træneren, der understreger, at han håndboldmæssigt er tilfreds med sæsonen, som endte med sølvmedaljer efter klare finalenederlag til Aalborg Håndbold.

- Jeg er meget faglig stolt over de ting, vi har opnået i min tid i klubben. Man kan overhovedet ikke stille spørgsmålstegn ved den energi og det engagement, jeg har lagt i det her job. Der er sikkert mange, der kunne have gjort det lige så godt som mig - men der findes garanteret også rigtig mange, der ikke ville kunne gøre det lige så godt under de omstændigheder, fastslår han.

Peter Bredsdorff-Larsen blev træner i Kolding i sommeren 2011. Året efter blev klubben så omdannet til KIF Kolding København, og her blev det altså til en enkelt sæson i spidsen for den ambitiøse klub, inden det mandag blev til en fyring for den tidligere assistent på landsholdet.

 

 

Dagens Gossip