Skuffet FC Nordsjælland-profil: Vi kom efter tre point

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland var i teten kampen igennem, da farumgenserne besøgte Hobro og DS Arena i Superligaens 5. runde.

Men det lykkedes ikke nordsjællænderne at slå kapital af det store overtal i kampen, hvilket ærgrede midtbaneterrieren Anders Christiansen.

- Vi kom herop efter tre point, og jeg synes også, at vi skabte de største chancer. Så jeg er da ærgerlig over, at vi ikke kan tage en sejr med hjem, men det er trods alt bedre med et point end slet ingen, siger Anders Christiansen.

Boldbesiddelsen var på 65 procent i Nordsjælland-holdets favør. Og det var ikke tilfældigt, for det var et velforberedt mandskab, der gæstede DS Arena mandag aften.

- Vi vidste godt, hvordan vi skulle spille dem. Det var med meget possession og hurtige omstillinger. Så manglede vi desværre det sidste touch og den sidste aflevering. Havde vi bare scoret, så stod vi nok og snakkede om en fortjent sejr, siger Anders Christiansen.

- Vi havde arbejdet hele ugen på at lukke deres omstillinger ned. Det har vi snakket meget om. Vi skulle særligt have øje på Antipas, som er dygtig til at vende hurtigt med bolden. Og det synes jeg faktisk, at vi gjorde ganske fint, mener han.

Med sejren ligger nordsjællænderne på 3. pladsen med 10 point efter fem kampe lige i hælene på Hobro med samme pointantal. Og selvom det ikke blev til alle tre point mod Hobro, er starten alligevel godkendt.

- Vi har fået en glimrende start. Før sæsonen havde vi snakket om, at en god start ville være 10 point efter fem kampe. Så det er vi selvfølgelig glade for at have nået, fortæller Anders Christiansen.

FC Nordsjælland møder næste gang Brøndby IF hjemme på Farum Park i jagten på superligapoint.

/ritzau/