Skuffet Herning-borgmester havde det på fornemmelsen

»Da vi gik ind i det udbud, så var det selvfølgelig for at vinde. Ellers var vi ikke gået ind i det. Men i den sidste måneds tid har vi godt kunnet mærke på de møder, vi har været med til, at det for Danmarks Radio var svært at komme uden om København, og da vi jo ikke ligger i København, havde vi nok set det komme,« siger Lars Krarup (V), borgmester i Herning.

Ifølge Danmarks Radio lyder begrundelsen for valget af værtsby, at rammerne - de gamle, historiske skibsværftshaller i Københavns Havn - har været afgørende. DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn mener, at valget er en enestående mulighed for at skabe begejstring omkring showet.

»Vi har den målsætning, at alle de gæster, som kommer hertil, skal føle sig velkomne. Eurovision Song Contest skal gerne blive en kæmpemæssig folkefest. Noget, vi kan samles om, begejstres over og glædes ved – både herhjemme og i resten af Europa. Og så satser vi selvfølgelig også på, at det bliver en begivenhed, som vi alle sammen kan være stolte over i lang tid fremover,« siger hun.

Ikke desto mindre understreger Lars Krarup, at Herning også kunne have løftet opgaven.

»Vi har hele tiden ment, at vi havde et godt produkt, og derfor blev vi også ved bordet, men jeg kan kun sige held og lykke med projektet til København,« siger Krarup.

Dagens Gossip