Skuffet KIF-spanier: Vi lavede for mange fejl

Skrevet af admin

24/01/2014

Dagens topnyheder

Spanien kom flot igen i EM-semifinalen mod Frankrig, men i sidste ende rakte det ikke for KIF Kolding Københavns Albert Rocas og holdkammeraterne at nå finalen.

Frankrig vandt 30-27, og det er Spaniens egen skyld, mener højrefløjen, der er dybt skuffet.

- Jeg er meget ked af det. Det er hårdt at nå så langt, og så stå her.

- Men nu må vi komme os så hurtigt som muligt, for vi mangler stadig at spille en vigtig kamp.

- En medalje er trods alt en medalje, og det plejer at være det hold, der restituerer bedst, der vinder den sidste kamp, siger han.

Han mener, at Frankrig fik for let spil i forsøget på at komme igen fra en spansk 14-12-føring ved pausen.

- Vi lavede for mange fejl i en så vigtig kamp som denne. Hvis du vil vinde, må du lave færre fejl.

- Vi skød for dårligt i angrebet, og vi gav for meget plads til deres fløje i forsvaret, og det straffede de hårdt, siger Rocas.

På spørgsmålet om, hvem han helst vil møde i søndagens kamp om tredjepladsen, er svaret helt kort:

- Det er lige meget.

Spanien er forsvarende verdensmestre efter at have besejret Danmark klart med 35-19 i sidste års finale i Barcelona.

/ritzau/