Skuffet Nicki Pedersen: Verdensmesterskabet er væk

Skrevet af admin

28/09/2014

Mest læste i dag

Intet fungerede for speedway-stjernen Nicki Pedersen lørdag aften. I grandprixet i Stockholm vandt han ikke en eneste af sine fem starter og var aldrig tæt på en af de otte semifinalepladser.

Nu indtager han femtepladsen i den samlede stilling - 20 point efter Greg Hancock - inden sæsonens sidste løb.

- Vi hang i bremsen hele aftenen. Den er ikke længere. Verdensmesterskabet er væk. Jeg tror, det bliver en top-fem i år, siger Nicki Pedersen.

Han forklarede blandt andet skuffelsen med, at han måtte skifte motorcykel efter de første tre heats. Den første fik han aldrig fart i, og den anden fik han først gang i, da det var for sent.

- Jeg fik slet ikke fart i cyklen. Mine starter var egentlig rigtigt gode, men de andre kørte forbi mig, som vinden blæste.

- Nu må vi tilbage på værkstedet og analysere, hvad vi vil med det her. Jeg føler, at vi har mere i os, men vi rammer ikke setuppet. Vi er ikke på beatet, når det gælder, siger Pedersen.

Nu venter det sidste løb i polske Torun, hvor han må slås for de sekundære topplaceringer. Der er således kun otte point op til andenpladsen.

- Torun ligger godt til mig, så jeg glæder mig til om 14 dage, så må jeg køre efter at få et plaster på såret.

Også de andre danskere Michael Jepsen Jensen og Kenneth Bjerre skuffede lørdag aften med placeringer langt fra et avancement til semifinalerne.

Polakken Jaroslaw Hampel blev en suveræn vinder med syv heatsejre ud af lige så mange mulige.

/ritzau/