Skuffet OB'er: Vi må slås og bløde for det

OB står efter to superligarunder uden point. Fredag aften tabte fynboerne med 1-3 ude mod FC Vestsjælland, der både spillemæssigt og indstillingsmæssigt overmatchede OB.

Det må ikke ske, at OB fremover bliver overmatchet, når der skal kæmpes, slår OB-midtbaneslideren Martin Spelmann fast.

- I de her perioder tror jeg mere på at kæmpe end på at spille. I stedet for at prøve at opfinde spillet, så må vi kæmpe os ind i kampen.

- Man kan altid have en dårlig dag, og vi spiller til tider på dårlige baner, så nogle gange må vi bare slås for det, siger Spelmann.

- Det koster nogle gule kort, og det koster nogle knubs. Det har vi ikke været villige til, men det har vores modstandere været.

- Hver gang vi kommer fri, bliver vi stoppet, og så tager de slåskampen i feltet på den efterfølgende dødbold, siger han.

Spelmann ved godt, at nogle af OB's spillere ikke har deres forcer i glidende tacklinger og slåskampe, men så må andre tage over.

- I gåseøjne vil modstanderne det mere, end vi vil. De vil bløde mere for det. Det er jo ikke fordi, jeg forventer, at Rasmus Falk og Emil Larsen skal smide sig ned i tofodstacklinger, men det er der andre, der skal.

- Det skal vi blive bedre til. Vi skal ikke male fanden på væggen, fordi vi har tabt to fodboldkampe, og vi skal ikke tænke placering. Men vi skal ud og bløde, og vi skal ud og slås, mener Spelmann.

Det undrer Spelmann, at OB står uden point, for på træningsbanen har han set mange gode momenter.

- Det er mærkeligt, for vi ser godt nok gode ud til træning. Vi har klokkeklare aftaler, og jeg synes altid, vi starter fint ud. Men som regel begynder fejlene efter 10 minutter til et kvarter, siger Spelmann.

- Det virker rystende usikkert. Vi har nogle klare aftaler, som ikke bliver overholdt, og det straffer alle, uanset om man møder FC Vestsjælland eller FC København. Vi er nødt til at stå sammen, når vi går ud på banen, mener han.

Spelmann ved godt, hvad der skal til for at komme ud af det pointmæssige dødvande.

- Man starter selv med at tage den første tackling, og så håber man på, at sidemanden er med, så han tager den næste. Der skal skabes en kædereaktion, så man kan se, at alle er villige til at slås og bløde for hinanden, siger midtbanespilleren.

/ritzau/

Dagens Gossip