Skuffet stregspiller: Vi brændte alt for meget

Skrevet af admin

11/12/2014

Dagens topnyheder

Elendige afslutninger på den norske tredjemålvogter Silje Solberg er hovedårsagen til, at det danske kvindelandshold blev dukket med 21-27 af Norge ved EM i håndbold torsdag aften.

Det danske hold havde ellers godt fat i rivalerne, men pludselig kunne danskerne ikke få bolden forbi den mere og mere euforiske Tvis-målvogter, og de mange chancer endte med at tage modet fra de danske spillere, forklarer stregspilleren Mette Gravholt.

- Hver gang, vi tænkte, at vi var på vej op, brændte vi endnu en chance. Vi fik mavepuster efter mavepuster.

- Vi gjorde langt hen ad vejen de rigtige ting, men vi brændte alt for meget. Vi kunne ikke gøre så meget mere, end vi gjorde i dag - ud over selvfølgelig at score på vores chancer. Spillemæssigt var det egentlig i orden, siger Mette Gravholt.

Hun opfordrer til, at den ringe chanceudnyttelse blive et tema i EM-lejren, inden mellemrunden starter lørdag.

- Det skal vi have set på, og vi skal tage det meget seriøst. Det var ikke, fordi hun kendte os. Vi skød hende bare for dårligt i nogle områder, hvor hun havde let ved at tage bolden. Det må ikke ske, siger Mette Gravholt.

Selv om Danmark kun får et point med over i mellemrunden, tror Gravholt, at hun og holdkammeraterne kan nå semifinalen.

- Vi har stadig gode muligheder. Jeg tror på, at Norge gør rent bord i mellemrunden, og hvis vi gør det samme, så er vi i semifinalen. Det tror jeg fuldt og fast på, siger Viborg-spilleren.

/ritzau/