Skuffet Team Esbjerg-træner: Vi afslutter for dårligt

Skrevet af admin

17/01/2015

Dagens topnyheder

Team Esbjergs træner, Lars Frederiksen, var skuffet, efter at hans hold lørdag tabte for første gang i denne sæson i Boxer Dameligaen i håndbold.

Træneren så sit hold tabe hele 21-28 ude til FCM Håndbold, der førte 14-9 ved pausen.

- Det kan vi ikke være tilfredse med, det siger sig selv, siger Lars Frederiksen.

- Det er ikke i sig selv en katastrofe at tabe ude til FCM, det har andre hold også gjort. Men jeg synes ikke, at vores spil levede op til vores placering, så det er jeg ikke tilfreds med, siger han.

Team Esbjerg fik ellers en fornuftig start på kampen, og efter fem minutter førte holdet 4-3.

Herefter gik det galt for topholdet, der måtte se Sabine Englert i FCM-målet redde adskillige afslutninger.

- Især vores afslutninger var ikke gode nok. De var gode og velplacerede i begyndelsen, men herefter blev der afsluttet med langt dårligere kvalitet.

- Det gjorde, at Sabine Englert kunne parere afslutningerne, og så fik vi det stormvejr imod os, der skabte et stort hul frem til begyndelsen af anden halvleg. Det var den store forskel, siger Lars Frederiksen.

FCM har 22 point for 15 kampe, det samme som Viborg HK, der lørdag overraskende tabte 28-31 ude til Silkeborg-Voel KFUM.

Team Esbjerg topper trods nederlaget Boxer Dameligaen med 26 point.

/ritzau/