Skuffet Tony Martin forstår ikke sin sløje VM-indsats

Skrevet af admin

24/09/2015

Dagens topnyheder

Efter tre VM-titler på stribe måtte tyskeren Tony Martin (Etixx-Quickstep) sidste år se sig besejret af Bradley Wiggins ved VM i enkeltstart, men revanchen i år gik endnu værre for det tyske tempofænomen.

Selvom Wiggins ikke var til start, missede Tony Martin guldet, og han sluttede på en for ham ekstremt skuffende syvendeplads - hele et minut og 16 sekunder efter vinderen Vasil Kiryienka (Sky) fra Hviderusland.

Da den tyske storfavorit efterfølgende mødte pressen, kunne han ikke forklare, hvorfor han leverede så skidt en indsats.

- Jeg har ikke svaret, lyder det tørt fra Etixx-Quickstep-stjernen ifølge feltet.dk.

- Jeg følte mig godt tilpas de første otte kilometer. Jeg havde den rigtige power, som jeg forventede.

Men den sejrsvante tysker tabte rytmen, da han kom ind i medvinden.

- Jeg tabte hurtigt rytmen. Jeg kunne ikke øge farten i medvinden, og ruten var lidt for hurtig til mig, fortæller han.

- Jeg tabte moralen, da jeg ikke længere kørte stærkt. Jeg kunne ikke finde rytmen igen, og det var absolut ikke min dag. I den anden halvdel af løbet tror jeg, at det mere var et mentalt problem end et fysiologisk problem.

Tony Martin brækkede kravebenet under årets Tour de France, men han afviser, at det har ødelagt hans forberedelser til VM.

Den 30-årige tysker forbliver dermed foreløbig på tre VM-titler i den ensomme kamp mod uret. Det er én færre end Fabian Cancellara (Trek), som fortsat har rekorden for flest VM-titler.

Tony Martin har to gange vundet VM-bronze i disciplinen, mens han sidste år fik sølv.

/ritzau/