Skuffet Tottenham-manager er stolt over sæsonen

Skrevet af admin

03/05/2016

Dagens topnyheder

Længe så Tottenham ud til at forlænge spændingen i den engelske mesterskabskamp, men trods en føring på 2-0 ved pausen måtte holdet nøjes med 2-2 ude mod Chelsea, der udlignede ved Eden Hazard efter 83 minutter i mandagens kamp.

Dermed kan Tottenham ikke længere nå Leicester, der fører med syv point med to spillerunder tilbage i Premier League.

Det ærgrer Tottenham-manager Mauricio Pochettino.

- Det er skuffende. Vi førte 2-0 og var i kontrol og havde chancer til at score flere gange, siger han på TV3 Sport 1.

London-derbyet udviklede sig mere og mere ondt, som minutterne skred frem. 12 gule kort uddelte dommer Mark Clattenburg, der også kunne have delt et par røde kort ud.

Dramatikken var kun naturlig, mente manageren.

- Det var et derby, hvor vi kæmpede for mesterskabet, og Chelsea sloges for sejren, siger Pochettino.

Dermed blev det ikke til det første Tottenham-mesterskab siden 1961, men London-klubben kan være stolt, mener manageren.

- Det har været en fantastisk sæson, og spillerne kan være stolte over den. Vi fortjener stor respekt. Nu handler det om at forsvare andenpladsen, vi har tre point ned til Arsenal, siger manageren.

/ritzau/