Skuffet Viborg-lejr: Føring gjorde os passive

Skrevet af admin

08/08/2015

Dagens topnyheder

I store dele af lørdagens Alka Superliga-kamp lignede oprykkerne fra Viborg det bedste hold mod Hobro, men i sidste ende måtte Viborg tage til takke med et point efter slutresultatet 1-1.

Hobro udlignede Jeroen Veldmates føringsmål med ti minutter tilbage af den ordinære spilletid.

- Vi er rigtig skuffede, for vi havde fint kontrol over kampen, og jeg synes også, at vi er det bedste hold i dag. Vi havde kampen, som vi gerne ville, og de havde ikke meget, siger Viborgs cheftræner, Johnny Mølby.

Der var masser af energi i det jyske lokalopgør, til gengæld var der få store chancer.

Begge hold er blandt Superligaens stærkeste på dødbolde, og efter at have bragt sig foran på et hjørnespark, så ærgrer det Viborg-lejren, at Hobro netop fik held til at udligne på en dødbold.

- Vi blev lidt passive, da vi kom foran, og så kom vi til at lave nogle frispark, og så ved vi, at de er farlige på dødbolde. Det er vi pisse ærgerlige over, siger Jeppe Curth.

På trods af Hobros sene udligning tager Viborg en masse positive ting med fra Hobro.

- Jeg begynder at se tegninger i vores offensive spil. Rent defensivt ser vi rigtig, rigtig fine ud, synes jeg, siger Johnny Mølby.

Han bliver suppleret af Jeppe Curth:

- Det er fantastisk som oprykkerhold, at vi møder et hold, der lige har slået Brøndby, og så står vi her og føler, at vi skulle have vundet kampen. Det giver os selvtillid, siger angriberen.

/ritzau/