Sky-chef: Geraint Thomas fortsætter selvfølgelig

Skrevet af admin

20/07/2015

Dagens topnyheder

Sky-rytteren Geraint Thomas vil også i den sidste Tour de France-uge være en af Chris Froomes vigtigste støtter, selv om Thomas var udsat for et slemt styrt på 16. etape.

Sportsdirektør Nicolas Portal regner med, at Thomas er helt på toppen igen efter tirsdagens hviledag, til trods for at waliseren mandag kolliderede med en lygtepæl og røg ned ad en skrænt.

- Jeg forventer ikke, at hans fortsatte deltagelse er i fare på nogen måde. Han afsluttede etapen super stærkt, og nu skal vi selvfølgelig lige tjekke, om han har brækket noget, men der er ingen grund til at tro, at der skulle være noget alvorligt galt.

- For holdet er han meget vigtig. Det er en ekstremt solid rytter, der også selv ligger godt til i klassementet. Han tabte lidt tid i dag, men det vigtigste er, at han stadig er i ét stykke, siger Nicolas Portal.

Den franske Sky-sportsdirektør modtog meldingen om, at det var en fransk tilskuer, der havde hjulpet Thomas op ad skrænten igen, med et smil.

- Alle har ellers fortalt mig, at franskmændene er lidt mærkelige, griner han.

- Da Chris Froome vandt bjergetapen til La Pierre-Saint-Martin, var der nogle forkerte kommentarer i tv og aviserne. De har påvirket nogle mennesker.

- Måske er det derfor, at nogle folk har været sure på os. Men det ser ud til at gå i den rigtige retning, siger Nicolas Portal.

/ritzau/