Sky-chef kårer Froome til Tour-kaptajn

Det sker på holdets eget website, hvor Brailsford og Team Sky helt tydeligt forsøger at lægge låg på den debat, som har raset den seneste tid.

- Som altid bliver holdudvælgelsen en ledelsesbeslutning, og den vil være baseret på beviser. Men det er også vigtigt, at der er tydelighed omkring målet, og derfor vil vi gå ind til Touren med én leder.

- Dét taget i betragtning, og Chris' skridt op i sine præstationer i år, så er vores plan, som den har været siden januar, at have ham som kaptajn for vores Tour de France-hold, siger Brailsford.

Det store tvivlsspørgsmål skulle dermed være væk. Brailsfords udtalelse er reelt en kold spand vand i hovedet på den regerende Tour de France-vinder, Bradley Wiggins.

Wiggins, som lige nu kører Giro d'Italia, som han agter at vinde, åbnede kaptajn-debatten i sidste uge, da han i interview gjorde det helt klart, at han tager til Touren i år for at vinde den. Udtalelsen kom som lidt af en overraskelse, da Team Sky og Chris Froome havde fortalt, at Froome skulle være kaptajn denne gang. Planen var at Wiggins skulle være hjælperytter for Froome, hvis han overhovedet skulle køre Tour de France.

Wiggins' overraskende udmelding fik Chris Froome til at sende et statement ud til pressen, hvor han gjorde klart, at han skam skulle være kaptajn, og mellem linjerne forstod man, at Wiggins egentlig bare burde klappe i og hjælpe ham - ligesom Froome hjalp Wiggins med at vinde den gule trøje sidste sommer.

Sidste kapitel i denne sag er ikke skrevet endnu. Wiggins sidder netop nu på cyklen på 3. etape af Giro d'Italia, og når han kommer i mål, kan han se frem til at journalisterne vil flokkes om ham. Hvad siger han til Brailsfords statement, og vil han være hjælperytter for Chris Froome.

Dagens Gossip