Skybrud og vand i kældre sender Falck på natarbejde

Skrevet af admin

11/07/2016

Mest læste i dag

Skybrud og voldsom regn fører ofte til oversvømmede kældre. Sådan har det også været natten til mandag, hvor et uvejr over Sjælland har givet travlhed hos Falck.

I løbet af et par timer fra midnat måtte Falck rykke ud omkring 30 gange, oplyser kommunikationsmedarbejder Ann Lübbers.

- Der har været travlt, så vi har måtte prioritere i opgaverne og hente ekstra folk ind for at håndtere det hen over natten.

- Det har set værst ud i Nordsjælland, hvor de fleste af tilfældene har været. Så har der også været noget omkring Smørum, Virum og Bagsværd og lidt i Roskilde, siger hun.

Ifølge DMI har der flere steder på Sjælland været tale om skybrud, hvor der falder mere end 15 millimeter regn på en halv time.

Blandt andet blev der i Roskilde målt 38 millimeter regn efter midnat, mens der også er registreret mange lynnedslag.

/ritzau/