Skybrud rammer Brasilien: Mindst 30 dræbt i uvejret

Mindst 30 mennesker har mistet livet, efter at kraftig regn og jordskred har ødelagt et større område i Brasilien.

I de sydøstlige stater Espirito Santo og Minas Gerais har flere end 50.000 mennesker været nødt til at forlade deres hjem hen over juleferien på grund af oversvømmelser.

Over 20.000 kilometer af vejnettet har enten fået skader eller er ødelagt, lyder det fra myndighederne.

17 personer er omkommet i Minas Gerais nord for Rio de Janeiro, da floder er løbet over deres bredder. To børn på henholdsvis tre og 11 år mistede livet i byen Governador Valadares, da dele af deres hjem kollapsede.

I Espirito Santo er 47 byer blevet ramt af oversvømmelserne - flere mennesker har derfor ikke adgang til drikkevand eller strøm, skriver nyhedsbureauet AFP. Guvernør Renato Casagrande betegner regnvejret som det værste i de seneste 90 år.

Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, har besøgt de ramte områder hen over juledagene.

De fleste uvejrs-ofre er blevet dræbt i jordskred, og meteorologerne forventer mere kraftig regn de kommende dage.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip