Skydende politibetjent blev kørt ned

»Vores politihunde har fundet ting, der indgår i efterforskningen. Og samtidig er den uafhængige politiklagemyndighed på stedet for at undersøge omstændighederne for affyringen af skuddet og anvendelsen af tjenestevåben,« siger vagtchef Bent Sten Andersen.

Han oplyser, at det er proceduren, når politiet afgiver skud, og at politiet ikke ved, om nogen er blevet ramt af skuddene, da de to formodede gerningsmænd undslap i flugtbilen.

Politiet modtog kort før klokken halv elleve mandag aften en anmeldelse om et tyveriforsøg på Vestre Hedevej i Roskilde.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

En hundepatrulje blev sendt til stedet, og to personer blev set løbe derfra i retning mod Holbæk-motorvejen.

En politihund blev sendt efter gerningsmændene. Den blev påkørt og dræbt på motorvejen af en bilist, som kørte i retning mod København.

Politifolkene kom frem til motorvejen, hvor de to personer havde sat sig ind i en bil og ville køre fra stedet. En betjent forsøgte at standse bilen, men bilen kørte direkte mod ham. Betjenten trak sin pistol og skød mod bilen, som fortsatte og ramte politimanden, hvorefter de formodede gerningsmænd forsvandt i retning mod København.

Betjenten er lettere tilskadekommen.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke give signalement af hverken flugtbilen eller de to personer.

Eventuelle oplysninger i sagen kan gives på telefon 114 eller 4635 1448.

BNB

Dagens Gossip