Skyderi i Greve: Fire pistolskud affyret mod centercafé

Skrevet af admin

12/01/2014

Dagens topnyheder

Der er natten til søndag blevet affyret fire skud mod en café i Greve Midtby Center.

Skuddene kom fra en gruppe af fire til fem unge personer og blev affyret blot 30-40 meter uden for centret.

- De afgiver fire skud med en pistol i retning af værtshuset. De rammer nogle vinduer til indgangspartiet til centret, siger Bent Sten Andersen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Hverken de to dørmænd foran Café Tasty eller nogen gæster blev ramt af skuddene, og gerningsmændene stak af fra stedet.

Politiet lukkede værtshuset efter skyderiet og spærrede området af, så der kunne foretages tekniske undersøgelser. Der er blevet fundet fire patronhylstre på stedet.

Både dørmænd og vidner er blevet afhørt, men politiet ved fortsat ikke, hvad der fik de unge mennesker til at rette pistolen mod caféen.

- Der må ligge et eller andet hævnmotiv til grundlag for det her, siden de skyder i den retning, siger vagtchefen.

/ritzau/