Skyderi: Villavindue ramt flere gange

Skrevet af admin

20/01/2014

Dagens topnyheder

Der er søndag aften blevet affyret skud mod en villa i Rødovre. Der var personer til stede i huset, men ingen er blevet ramt, oplyser politiet.

- Jeg kan bekræfte, at der er blevet skudt mod en villa på Hvidsværmervej. Vi får anmeldelsen klokken 21.01, og der er gået nogle skud igennem en rude, fortæller Jens Møller, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.

- Der er ikke tilskadekomne derude, tilføjer han.

Videooptagelser fra produktionsselskabet Local Eyes viser, at skuddene er gået igennem vinduerne ud mod vejen.

Politiet kender endnu ikke noget til motivet bag skyderiet - eller til gerningsmændenes identitet. Derfor kan der på nuværende tidspunkt ikke siges noget om, hvorvidt skudepisoden er bande- eller rockerrelateret.

Der er fundet en afbrændt bil i Ishøj, men det vides ikke, om den har noget med skyderiet at gøre.

Efter skudepisoden afspærrede politiet huset og gik i gang med at lave tekniske undersøgelser.

/ritzau/