Skyer er Bode Millers største fjende

Skrevet af admin

11/02/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske skiveteran Bode Miller har været flyvende under træningen ved OL i Sotji, men når der har været medaljer på spil, har situationen været en anden.

Miller, der vandt bronze i styrtløb for fire år siden, skuffede ved at blive nummer otte i den prestigefyldte fartdisciplin søndag morgen.

Men der er en forklaring på forskellen mellem træningerne og søndagens løb: Solen var gemt bag et tykt lag skyer under styrtløbet, og det hæmmede den aggressive amerikaners udfoldelser på pisten i Rosa Khutor.

- Jeg har ikke vundet i fem år, når solen ikke har været fremme. Det var meningen, jeg skulle have haft en øjenoperation tidligere på året, men jeg har ikke fundet tid til det, fordi løbsprogrammet er fyldt, siger Bode Miller ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Mit syn er selvfølgelig afgørende. Når lyset er perfekt, kan jeg følge med de bedste i verden, men når solen forsvinder, er det en ulempe med min stil i forhold til dem, der kører mere stabilt, siger han.

Bode Miller var igen hurtigst, da der tirsdag var styrtløbstræning forud for fredagens kombinationskonkurrence.

Men han ærgrer sig over, at vejret er blevet varmere, hvilket han anser som en fordel for slalomspecialisterne i disciplinen, der kombinerer slalom og styrtløb.

- I de første styrtløbstræninger var pisten iset og hård, og det ville have været godt, fordi det ville have været en stor udfordring for slalomfyrene.

- Det ville have skabt store forskelle efter styrtløbet og dermed givet mig en stor fordel. Nu er forholdene blevet meget lettere, og så bliver det svært at tage meget tid, siger Bode Miller.

Kombinationskonkurrencen starter fredag morgen klokken 8 dansk tid.

/ritzau/