Skyldnere anholdt og kørt i retten

To mandskabsvogne og en patruljebil kørte klokken 05.30 onsdag morgen ud for at anholde 60 skyldnere, der trods flere henvendelser fra fogedretten og politiet ikke var mødt op i retten for at få afklaret deres gæld.

I alt anholdt politiet i Køge 18 personer. De resterende 42 personer var ikke hjemme og fik i stedet en skriftlig opfordring om personligt at henvende sig i fogedretten i Roskilde.

»Set med politiets øjne er resultatet af dagens aktion tilfredsstillende. Men jeg kan undre mig over, at ikke flere får klaret sagen i fogedretten på et tidspunkt, hvor det måske er mere belejligt, end når politiet dukker uventet op, og man for eksempel ikke kan komme på arbejde til tiden,« skriver vicepolitikommissær Søren Sørensen fra Lokalpolitiet i Køge i en pressemeddelelse.

Fogedretten i Roskilde har onsdag oplyst, at yderligere syv personer er mødt ind efter, at de er blevet gjort opmærksomme på, at politiet havde været forbi onsdag morgen.

»Med baggrund i de syv personer, der allerede på nuværende tidspunkt frivilligt er mødt op i fogedretten, efter at de har modtaget en opfordring herom i dag, har jeg en klar forventning om, at flere vil gøre det samme de næste dage,« siger vicepolitikommissær Søren Sørensen.

Lokalpolitiet i Køge oplyser i en pressemeddelelse, at de allerede har planlagt næste aktion for at anholde og hente de resterende skyldnere.

Dagens Gossip

Dagens TV