Slået ud af US Open: Serena misser Grand Slam

Skrevet af admin

11/09/2015

Dagens topnyheder

Tennisstjernen Serena Williams missede fredag muligheden for at vinde en Grand Slam i 2015.

Amerikaneren blev højst overraskende slået i semifinalen ved US Open af italieneren Roberta Vinci, der vandt med 2-6, 6-4 og 6-4.

Williams har ellers været suveræn i hele 2015, hvor hun har vundet årets tre øvrige grand slam-turneringer Australian Open, French Open og Wimbledon.

Hun manglede blot at forsvare US Open-titlen for at blive den første siden tyske Steffi Graf i 1988 til at vinde verdens fire største tennisturneringer i samme kalenderår.

Lørdagens finale bliver nu et rent italiensk anliggende, da Roberta Vinci skal kæmpe om turneringssejren mod landsmanden Flavia Pennetta.

Det var sikkert de færreste, der havde regnet med, at verdensranglistens nummer 43 skulle tilføje Williams det første og eneste nederlag i grand slam-sammenhæng i 2015.

Det begyndte da også nogenlunde planmæssigt mod Roberta Vinci, der godt nok fik brudt Williams andet serveparti i kampen. Amerikaneren vandt efterfølgende de næste fem partier i første sæt.

Den 32-årige italiener nappede et mere jævnbyrdigt andet sæt med 6-4, hvilket sendte semifinalen ud i et nervepirrende tredje sæt.

Ved stillingen 3-3 fik Vinci brudt Serena Williams' serv og bragt sig foran 4-3. Amerikaneren havde bagefter to muligheder for at bryde tilbage, men italieneren holdt serv og kom foran med 5-3.

Den amerikanske verdensetter fik reduceret til 4-5, inden Roberta Vinci uden det store besvær sikrede sig den sensationelle sejr i eget serveparti.

Finalemodstanderen Flavia Pennetta slog i sin semifinale den andenseedede rumæner Simona Halep med 6-1, 6-3 på blot en time.

/ritzau/