Slagen FCN-træner: Kæmpe respekt for Sønderjyske

Skrevet af admin

18/10/2014

Mest læste i dag

FC Nordsjælland havde det svært i hjemmekampen mod Sønderjyske, der vandt 3-2. Svært når de skulle dæmme op for gæsternes stærke offensiv, og svært når de skulle forsvare på standardsituationer.

- Jeg vil starte med at rose Sønderjyske, der var dygtige. De lagde et godt pres på os, både ved standardsituationer og indlæg, og det betød, at vores forsvarsspillere havde rigeligt at se til, siger FCN-træner Olafur Kristjansson.

- Det var ikke sådan at vores forsvarsspillere var dårlige, jeg vil hellere sige, at Sønderjyske var dygtige og havde tur i den. De ting, de kom med, var de dygtige til.

Ud over de tre mål generede Sønderjyske hjemmeholdet ved at presse meget højt, når de ikke var på bolden.

- I starten af kampen gjorde det ondt på os. Vi havde tænkt os, at vores backs skulle mere med i spillet, men det lykkedes ikke helt, siger Kristjansson.

- Alligevel må vi sige, at vi fik skabt en del chancer, og vi var flere gange ved at komme frem på indlæg. Men det er på sin plads at rose vores modstandere, jeg har kæmpe respekt for den måde, de spiller.

Lørdagens uheldige helt i Farum var Ivan Runje, der med et selvmål bragte Sønderjyske på 1-3, mens han siden reducerede til 2-3 i den rigtige ende.

- Jeg må desværre noteres for to mål. Det var uheldigt, at jeg igen scorede selvmål, det var mit andet i sæsonen, men der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det, siger Runje.

- Jeg er dog glad for, at jeg kom op i den anden ende og fik udlignet i mit personlige regnskab, men det rakte desværre ikke til point.

Runje har tidligere på sæsonen scoret selvmål mod FC København, men ved den lejlighed vandt FC Nordsjælland dog 3-2.

/ritzau/